Hvorfor det er vigtigt med lave investeringsomkostninger 💸

Ofte når vi taler investering, er vi tilbøjelige til at blive forblændet af afkast snarere end investeringsomkostninger. Endda på trods af, at det er væsentligt nemmere at finde værdipapirer med lave omkostningerne, end det er at finde værdipapirer med et højt (fremtidigt) afkast. Ingen kan spå om fremtidens afkast, men alle kan gøre sit hjemmearbejde, og undersøge omkostningerne. Det vil jeg gøre dig klogere på her.

Lave investeringsomkostninger er en væsentlig faktor, for at maksimere dit investeringsafkast, og dermed opnå dine økonomiske mål i livet, eller bare opnå den højest mulige værdi af dine penge. Ved at være bevidst om omkostningerne og vælge investeringer med lave gebyrer, kan du nemt forbedre væksten i din portefølje.

Der hvor jeg selv ser den suverænt største gevinst, er klart på min pensionsopsparing, som i øvrigt for langt de fleste, er den største investering de nogensinde kommer til at lave. I stedet for, at jeg lader mit pensionsselskab vælge nogle dyre aktivforvaltede fonde, så har jeg valgt at gøre det selv, og vælge at investere 100 % i én indeksfond, med lave omkostninger.

Min spredning i den ene indeksfond er fin, og den er billig. Opnår min indeksfond det samme afkast, som mine kollegers aktiv-forvaltede portefølje, så vil min portefølje stadig vækste mere, da mine omkostninger er lavere.

Lad os tage et eksempel med både høje og lave investeringsomkostninger, og se hvor stor en forskel det egentlig gør.

Ida indbetaler hver måned 4.000 kr. til sin pensionsopsparing. Hun forventer et at opnå markedets gennemsnitlige afkast på 8 % pr. år, og har en tidshorisont på 40 år.

Hun har læst Finansgåsens blog, og har selv fundet en indeksfond, som hun ønsker at investere sin pensionsopsparing i hver måned. Den har en lav ÅOP på 0,5 %.

I perioden vil Ida indbetale 1.920.000 kr. og få tilskrevet 9.426.764 kr. i afkast. Hendes samlede værdi vil efter 40 år være 11.346.764 kr.

Aya er Idas kollega. De er lige gamle og startede på samme tid. Hun indbetaler ligesom Ida 4.000 kr. om måneden, og har en horisont på 40 år. Aya har ikke læst Finansgåsens blog, og hun lader sit pensionsselskab for at udvælge værdipapirer for hende. Hun har en ÅOP på 2 %.

Aya vil i samme pariode indbetale samme beløb, 1.920.000 kr., men opnå et afkast på “kun” 4.032.132 kr. Bevares, 4 mio. kr. er også en slags penge, men Idas afkast er altså over dobbelt så højt. Vi skal lige huske, at ingen af dem rører en finger. Ida har bare lavet en minimal indsats, som måske har taget hende en time. Med et afkast der er 5 mio. kr. højere, er det en udmærket timeløn. kr. Godt lavet Ida!

Eksemplet understreger vigtigheden af lave omkostninger, for at opnå en betydelig formuevækst over en lang periode.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top