Hvad ville jeg ønske jeg havde vidst, da jeg startede med at investere? 📉

Jeg købte min første enkeltaktie i Mærsk, tilbage i 2011 da jeg lige var startet i banken. Jeg har lavet et utal af fejl siden da, og brugt ufatteligt mange dummepenge. Jeg vil her skrive hvad jeg ville ønske jeg havde vidst dengang. Forhåbentligt kan du lære af mine fejl, og undgå at begå de samme, når du skal investere dine penge 😊

Alle time high – for dyrt?

Jeg har ofte valgt aktier fra, fordi kursen var på sit højeste. Det siger meget lidt om, hvor aktien skal hen ad i fremtiden. Tit har aktierne momentum, og vil fortsætte op over tid.
På samme tid skal man passe på med at købe en aktie der er faldet meget, fordi den ser billig ud. Igen er sandsynligheden for at den fortsætter med at falde, i høj grad til stede.

Køb og behold

Når jeg kigger tilbage på de mange enkeltaktier jeg har købt (og desværre solgt igen) så er de langt mere værd i dag, end da jeg solgte dem. Køb derfor nogle aktier du tror på, og behold dem længe. Klarer virksomheden sig godt i dag, så overvej, om ikke du også tror den gør det om 5 år.

Skal du alligevel sælge, så kig med fordel på de aktier du har tabt mest på, frem for dem der er steget mest.

Time in the market, beats timing the market

Det er vigtigere, at være i markedet, end at forsøge at time markedet, hvilket også er tæt på umuligt. Tålmodighed belønner sig. 💰
Utallige udregninger har vist, at aktiemarkedet kan hoppe ufattelig meget på en enkelt dag, uge eller måned, hvorfor man statistisk set, altid tjener penge på den lange bane, og i snit cirka 8 % pr. år. Mens renten på de kontanter du ikke kom ind med, ikke er værd at skrive hjem om.

Dollar cost averaging

Ved at købe løbende op i dine forskellige positioner, får du en gennemsnitskurs over tid, frem for at købe ind i en stor position på én gang. På den måde køber du hverken på toppen eller bunden.

En stor fordel er, at man fjerner følelserne forbundet med investeringen, når man investerer uanset markedsforhold. Frem for at gå i panik når priserne på aktier falder, så ændrer man sit mindset til, at de nu er på tilbud, og man kan få flere aktier for den samme pris. Det er en rigtig god langsigtet strategi, når du skal investere.

Spredning

Alt for mange gange i løbet af de sidste 10 år, har jeg satset på enkeltaktier, og det har ofte været en frygtelig investering. Min strategi som du kan læse flere steder på bloggen, er derfor spredning. Både mine frie midler og især mine pensionsmidler. Stor spredning til lave omkostninger. Jeg tror ikke (længere) på, at jeg er dygtigere end markedet. Derfor investerer jeg bredt i hele markedet, og forventer at få en mere gennemsnitligt afkast.

Jeg hørte en sammenligne det med at træne op til et maratonløb. Enten satser man hele butikken, løber rigtig mange kilometer hver eneste dag, i håbet om at blive blandt de første over målstregen, men med en risiko for at man bliver skadet og bliver blandt de sidste. Ellers bliver man tilbudt, at sidde hjemme i sofaen og slappe af, men samtidig sikre sig, at man lander blandt gennemsnittet. 🏃‍♂️ Jeg håber I forstår budskabet.

Vigtigst af alt – kom i gang med at investere!

investere penge

Sørg vigtigst af alt, for at komme i gang. Jo før jo bedre.

Om du så kun kan undvære en flad 50’er om måneden, så start med det. Efterhånden som du får flere penge mellem hænderne, så husk at “betalt dig selv først”, og brug nogle af disse penge eller lønforhøjelser, på at få sat flere penge til side til investering, frem for at bruge dem på hovedløst forbrug.

Get rich slow – det betaler sig! 💰


Det var et nøje udvalgt udpluk af, hvad jeg ville ønske jeg havde vidst, da jeg startede med at investere for mere end 10 år siden. Jeg håber du kan bruge min viden, og undgå at lave de samme fejl, som jeg har lavet. God fornøjelse med dine investeringer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top