Månedsopdatering #13 – August 2023 🌻

August er slut og sommeren går så småt på hæld. Nærværende månedsopdatering skriver jeg i Lalandia, hvor vejret i weekenden har været helt fantastisk. Et fremragende sted i øvrigt. Sidst skrev jeg om, at vi drømmer om at få vores eget sommerhus. Lalandia er egentlig oplagt, selvom vi er enige om, at der mangler (vester)havet. Det kan man muligvis klare sig uden, når nu man har et vandland af en vis størrelse.

På den økonomiske side har det været en ganske rolig måned må man sige. Der har ikke været de store bølgeskvulp 🌊

Det er tid til endnu en månedsopdatering fra Finansgåsen.

💰 Indtægter: 21.841 kr.
💳 Udgifter: 16.500 kr.
💹 Portefølje: 314.989 kr. (+2.050 kr.)
💵 Kontanter: 122.984 kr. (+1.340 kr.)
🪙 Pension: 1.032.100 kr. (-1.900 kr.)
🏠 Friværdi: 457.096 kr.
💎 Formue: 1.927.169 kr. (+1.490 kr.)

En stigning i formuen på sølle 1.490 kr. Det er ikke noget at skrive hjem om. Når der tilføjes i omegnen af 12.000 kr. til den samlede formue hver måned, fordelt på pension, månedsopsparing, medarbejderaktier og løbende afdrag på gæld, så er det en reel tilbagegang. Det er dog første gang i år, så det tager jeg knap så tungt.

Lad os så dykke ned i tallene.

Indtægter

Består af løn og en lille indkomst fra min side-hustle.

Min indtægt er en smule lavere i august, da jeg er færdig med at tilbagebetale noget kontorinventar (okay, 7’er stole til vores køkken, men det behøver SKAT jo ikke at få at vide) over en bruttolønsordning. De købes fri med nettokroner efter et år, så det tog et hug i lønnen. Til gengæld vil min udbetalte løn stige fremadrettet, så det er ikke dumt. Pengene havde jeg naturligvis, inden vi valgte lige 7’er stolene, men at spare skatten var helt oplagt.

Bruttolønsordningen med medarbejderaktier kører fortsat, og det kan stadig mærkes på lønsedlen. Nu er der dog kun 2 måneder tilbage til november, hvor aktierne frigives. Hvad der så skal ske med dem, har jeg endnu ikke taget stilling til. Mon ikke jeg blot beholder dem, lukker øjnene og ser hvad der sker. Eller!
Jeg spekulerer noget i at skatteoptimere, ved at sælge dem ved udgangen af 2023, og evt. tilbagekøbe dem igen, for samme beløb, dog minus skatten. Jeg beskattes af det fulde beløb, så SKAT er bestemt væsentligt, hvis jeg skal holde mig inden for progressionsgrænsen. 🤓
Mere herom, i en senere månedsopdatering.

I september plejer vi dog at tage stilling til, om vi ønsker at deltage i ordningen for medarbejderaktier for 2024. Det tænker jeg umiddelbart at jeg vil.

Udgifter

Jeg benytter stadig blot min budgetoverførsel. Det er klart, at jeg har løbende variable udgifter til brændstof og andet forbrug, men disse udelader jeg min månedsopdatering.
Som en familie på 4, med to børn, er der rigtig mange løbende udgifter. Der kommer også på et tidspunkt en ekstra udgift til institution. Det tager vi som det kommer.

Med delvis fællesøkonomi sparer vi også op sammen på en fællesopsparing. Dette påvirker naturligvis, hvor meget jeg kan opspare og investere selv.
I august har vi hver overført 0 kr. til fællesopsparingen. Det skyldes, at fru Finansgås overgår fra løn til barselsdagpenge, og har derfor fået udbetalt omkring 5.000 kr. i løn. Det løser vi, men det er da også lidt spændende.
Jeg holder vores fællesopsparing uden for min formue.

Den skarpe vil hurtigt kunne beregne, at mit eget rådighedsbeløb, (en normal måned uden bonus eller feriepenge) er mindre end 5.000 kr. pr. måned. Det er dog rigeligt for mig, og jeg formår endda at spare om end en smule op. Jeg har automatiseret min økonomi, så månedsopsparingen kører uden at jeg skal forholde mig til den, og det samme med ordningen for medarbejderaktier. På den måde får jeg lagt penge til side, uden at jeg behøver gøre nogen større indsats for det. Det virker for mig. Min månedsopsparing, medarbejderaktier, indbetaling til pension og afvikling af gæld, udgør samlet over 12.000 bruttokroner hver måned, hvilket også gerne skulle blive til penge på den lange bane. Følg med i en kommende månedsopdatering.

Portefølje

Finansgåsens portefølje hos Saxo140.243 kr.
Aktiesparekonto Fru Finansgås108.119kr.
Månedsopsparing Nordnet13.970 kr.
Medarbejderaktier (frigives november 2023)52.657 kr.
I alt314.989 kr.
Kontanter (primært Santander)122.984 kr.

Hvilke fonde og enkeltaktier min portefølje består af, kan du læse her.

Medarbejderaktierne stiger med samme beløb hver måned, og frigives som nævnt til november 2023.

På månedsopsparingen indsætter jeg 1.000 kr. hver måned.
Reklame: Du kan starte din egen månedsopsparing hos Nordnet 💰

Stantander satte i juni måned indlånsrenten op til 2,10 %. Det er slet ikke så dårligt.

I august blev der ikke tilføjet nogen værdipapirer til porteføljen.

Udviklingen i porteføljen ser således ud:

Månedsopdatering - Porteføljens udvikling

Et helt igennem fantastisk 2023.
Jeg er ganske tilfreds med den opadgående kurve. Get rich slow som man siger.

Pension

Jyske Bank43.100 kr.
Nykredit17.000 kr.
PFA645.000 kr.
Nordea 326.000 kr.
I alt1.032.100 kr.

Udvikling af pensionsopsparingen ser således ud:

Månedsopdatering - Pensionens udvikling

Jeg kan ikke være ret meget andet end ganske tilfreds. Med en indbetaling på lidt over 5.000 kr. om måneden, er det vildt at afkastet kan flytte så meget på den samlede opsparing. Fra at være på 826.000 kr. i september 2022, til at ramme 1 mio. kr. mindre end et år efter, det synes jeg er ganske imponerende. Det flader ud i august, men fred være med det.

Formuens udvikling

Min samlede formue har udviklet sig således:

Månedsopdatering - Formuens udvikling

Formuen rammer (trods alt) atter et all time high. Det er ganske tilfredsstillende. En stille og rolig opadgående kurve.

I hver eneste månedsopdatering i 2023, er den samlede formue bare steget og steget. Fra 1.581.130 kr. ved laveste punkt i september 2022, til 1.927.169 kr. i august 2023. Det er altså over 345.000 kr. på mindre end et år. Eller ca. 31.000 kr. i snit om måneden. Så meget sparer jeg ikke op. Længe leve et stabilt afkast, og renters rente effekten. 👏

Jeg havde et mål i 2023 om at ramme en samlet formue på 1.900.000 kr. Det er en stigning på lige knap 250.000 kr. fra december 2022.
I august har jeg formået at øge formuen med ca. 274.000 kr. for 2023.

I juli ramte jeg mit mål, efter syv måneder. Jeg har flere gange tidligere nævnt, at jeg synes det var et ambitiøst mål, taget min pensionsindbetaling og opsparingsevne i betragtning. Et fald i markedet vil dog stadig kunne slå mig tilbage under 100 %. Det håber jeg ikke sker, men ingen besidder krystalkuglen. 🔮

I august blev det til et enkelt indlæg, om Køb af sommerhus til udlejning 🏘️. Det er en drøm jeg og vi længe har haft, så det fortjente et indlæg.

Således månedsopdatering for august. Tak fordi du læste med. Du er velkommen til at kommentere nedenfor.

Reklame
📈 Nordnet – Kom i gang med at investere med Månedsopsparing
🏡 Findforsikring – Sammenlign 3 tilbud og spar penge
🏦 Mybanker – Betaler du for meget for dit boliglån?
📞 CBB Mobil – Spar penge på dit mobilabonnement
🌐 Dansk Bolignet – Billigt internet, hvor du kan bruge din egen router!
📖 BookBeat – Lyt gratis 60 dage til lydbøger
🚗 Undo – Få en billig bilforsikring og 1. måned gratis med min rabatkode!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top